Hvad syntes du?

Strøtanker:

Jeg tænker at jeg som tidligere skrevet har brug for, at belyse tingene fra min side, dvs den pårørende til en ocd ramt.

Der er skrevet masser af gode bøger om ocd, teknikker, behandling osv. Men jeg syntes at der mangler en bog der belyser tingene fra en anden vinkel og hvor de til tider meget svære tanker kommer og at det er helt ok.

Jeg vil starte ganske enkelt af skrive lidt her og I må meget gerne komme med input, ris og ros:-)

Årene vi har været igennem kan inddeles i forskellige kategorier og tidsfaser.

Starten:

En dag i Maj mdr 2014 skulle vi i vores familie holde en 13 års fødselsdag for en fantastisk dejlig pige. Dagen startede som alle andre fødselsdage med morgen bord, men noget var anderledes og det har været anderledes lige siden. Anderledes er altid et ord jeg syntes kan diskuteres at bruge, for det kan ofte have en negativ klang. det jeg mener er at det liv, den hverdag, den pige og den mor der var før den dag er blevet en anderledes virkelighed.

Når man som sidder og ser tilbage både på den dag og længere tilbage, så bliver jeg ramt så hårdt i maven af følelsen af: Hvorfor f…. har du ikke set de tegn meget før og du arbejder oveni købet inde for faget. For tegn har der været ofte ondt i maven  som vi troede stammede fra følsomme tarme, parasit i maven utallige lægebesøg og undersøgelser, mange dage hjemme fra skole pga det ovenstående, utrolig sensitiv og følsom osv osv. Men alt det kommer jeg ind på længere henne i forløbet.

Men det er ikke den følelse der er lige der, for der går lige lidt et par dage før det virkelig går op for mig, at den er helt gal. Mandag morgen melder jeg mig syg og får sparring af et par kompetente kollegaer. Deres anbefaling er lægen og afsted på psykiatrisk skadestue. Fredag tog jeg hjem fra arbejde kun med den bekymring, at vi skulle gøre klar til fødselsdagen dagen efter og nu mandag sidder vi på op på den psykiatriske skadestue, det føles nærmest som at være i en film, hvor man bare venter på slutningen.

At sidde og vente på den psykiatriske skade stue med sin datter der er så dårlig er fuldstændig ubærligt og helt urealistisk. Tiden føles uendelig hvilket den også var, for vi ventede og ventede og ventede, det er jo ikke på den måde en skærmet enhed, så mange mennesker kommer ind og meget dårlige mennesker utroligt skræmmende for en pige på 13 år, der bare har det frygteligt. Som mor ønsker man bare at kunne støtte på den mest mulige måder,samtidig med at man sidder i en situation, som jeg aldrig havde forestillet mig.

Da vi kommer ind er der ingen tvivl om at hun har brug for hjælp hurtigt og hun vurderes til at skulle have kontakt med deres akut team mens vi venter på grønt lys fra den afdeling, hvor hun skal tilknyttes og modtage behandling fra.

Et ganske lille øjeblik bare et ganske lille et så,får jeg følelsen af at puha hun bliver set, mødt, forstået og behandlet. Der var et glimt af håb, lige i det lille øjeblik for desværre blev virkeligheden en helt anden. Jeg sidder nu og tænker på, skulle vi have været gået en anden vej?, men når man står der fuldstændig paralyseret af situationen så ved man ikke hvad der op og ned og har jo ikke nogen viden om hvor vinden går hen. Men at sidde der i bussen hjem og prøve at tage det hele ind og selvfølig som mor at være den bærende kraft i hele den her proces, det er utrolig overvældende at tænke på og mærke ind på.

Hvorfor var der ikke nogen der på det tidspunkt sagde, som mor har du og vil du få brug for noget støtte og vejledning, for den her nye livs situation kommer til at ryste jeres grundvold, derfor har du denne her professionelle person,som du kan sparre med det er mig faktisk ubegribeligt hvordan system lader familier falde igennem på den her måde.

Jeg takker for at jeg er en ressource stærk person med en utrolig opbakning fra hele vores familie, for hvis det havde set anderledes ud tør jeg slet ikke tænke på udfaldet. Det er virkelig skræmmende at tænke på, at de i den pågældende situation siger: Så ses vi når der er plads til behandling………….

Så sidder vi ligesom der i en boble af uvirkelighed, frygtelig afmagt, i vildrede og fuldstændig ulykkelig. Jeg starter med at sygemelde mig og håber at tingene letter, at der kommer en løsning og brugbar hjælp hurtigt.

I forhold til hendes skole melder jeg med det samme ud hvor landet ligger, der har aldrig været noget gemt væk. Jeg gør det klart at lige nu har hun brug for ro, men at lærene meget gerne må sende de ting de andre laver, for så har vi mulighed for at hun kan lave lidt, hvis hun kan overskue det. Inden sommerferien sker det i et meget lille omfang, men mit fokus er også at være der for hende som har det så forfærdeligt, så det har jeg ærlig talt ikke meget fokus på.

Når jeg tænker tilbage på den sommer står det hele som en tåge, hvor hverdagen bestod af overlevelse og et forsøg på at navigere i det enorme stormvejr, der opstår når en krise rammer en familie det er uagtet om det er en fysisk eller psykisk sygdom der viser sit grimme ansigt. Igen tænker jeg på skulle jeg have gjort noget andet, på en anden måde. Det er jo desværre en af hoved faktorerne ofte i at være pårørende, at den dårlige samvittighed virkelig kan overskygge utrolig meget. Det er især gældende hvis den rette støtte og vejledning ikke er til stede, hvis man står ganske alene med det, for så kan det jo kun være din skyld at det er gået som det er…………… Nej for f………. det er det på ingen måde, jeg fortæller mig selv at jeg har gjort alt hvad jeg kunne der.på det tidspunkt i processen.

Til dig der sidder i samme situation jeg VED at det har du også gjort, jeg tror på dig og hepper på dig.

Fra at være en alm. mor med et rimeligt socialt netværk, godt arbejde, frihed og impulsiv blev virkeligheden helt anderledes.

Når en situation som denne rammer en familie bliver det altoverskyggende, alt det der var før forandres for det virker ikke lige nu.

Meget hurtigt med afskærmning og social isolering en del af vores hverdag, for det var ikke på det tidspunkt muligt at oprette en fysisk kontakt til mange personer. Det var simpelthen for overvældende og angst provokerende for hende.

Men når man ikke bliver guidet af nogle professionelle så er denne proces i forløbet fuldstændig vandvittig, for uagtet om du som forældre har den faglige viden, er det bare noget helt andet når det er ens eget barn der pludselig er ramt. Den tid har i hvert fald sat de første søm ind til den tilstand som jeg sidder i nu, stress, akut belastning og depression, for når man bliver ramt af en så voldsom krise og belastning i ens familie, så sker der uoprettelige skader både hos barnet og forældrene og især når man som forældre selv skal bære det hele.

Det er bare umuligt når man er i akut krise, pludselig mens jeg skriver går det op for mig, hvor fuldstændig sindsygt det er bare at overlade os til os selv, og formodentligt håbe at det går godt og ikke fatalt. Jeg bliver så vred, frustreret og ked af det og jeg vil for alt i verden forsøge at ingen andre kommer i samme situation.

Det er her jo kun en meget kort del af min historie som pårørende og jeg fortsætter med at beskrive hvordan de seneste 5 år har været for mig som pårørende.

Men du må meget gerne melde ind om du tænker at det er noget der giver mening eller hvad din mening måtte være.

Tak fordi du læste med.